UDFORDRINGER OG ANBEFALINGER: Tilsyn på misbrugsområdet
På ledelsessporet mødtes repræsentanter fra både Socialtilsynet og Styrelsen for Patientsikkerhed for at tage temperaturen på de største tilsynsproblemer på misbrugsområdet. Vi fangede dem efterfølgende til et par spørgsmål om netop det.
Interview med:
- Marianne Søborg Nielsen (MSN), overlæge og speciallæge i samfundsmedicin, Styrelsen for Patientsikkerhed, Tilsyn og Rådgivning Øst
- Laura N. Juul (LNJ), tilsynskonsulent ved Socialtilsyn Hovedstaden
Hvis vi koger det ind til benet, hvad ser I så hver især som de største udfordringer i forhold til at løfte kvalitetsniveauet i forhold til efterlevelse af krav på behandlingssteder?
MSN: Det vi ser som styrelse er, at der ud fra et sundhedsfagligt synspunkt er rum for forbedring, f.eks. hvad angår journalføring, instruksernes indhold og konkret at dokumentere behandlingsplaner. Altså at sørge for, at der i behandlingsplanerne fremgår, hvad målet med behandlingen er, hvor længe den skal vare, hvornår patienten skal tilses igen osv. Dokumentation af medicin er også et område, hvor der er rum for forbedring, f.eks. i forbindelse med udlevering af medicin. Det er meget lavpraktisk, men meget vigtigt. Vi ser mange gode intentioner, men der er formentligt ikke den samme tradition som i resten af sundhedsvæsenet for at skrive meget fyldestgørende journaler.
LNJ: Vi ser den manglende koordinerede indsatsplan som en udfordring – at man ikke får samarbejdet mellem kommuner og regioner til at spille til gavn for borgerne, og i særdeleshed for de her meget komplekse borgergrupper med dobbeltdiagnoser og, hvad man nærmest kan kalde trippeldiagnoser, fordi der kommer så mange følgeskader med misbrug. Det er væsentligt, at der foregår helhedsorienteret behandling, men lige så væsentligt er det at forstå, hvordan det så fortolkes af behandlingstilbuddene. For en ting er, hvad man siger, og en anden ting er, hvad man gør på det her område.
MSN: Vi ser en udfordring i at somatikken og psykiatrien ikke beskrives i samme omfang som selve misbruget. Det skal man set ud fra patientens livskvalitet gøre for at sikre sig, at der ikke er somatisk eller psykisk sygdom ved siden af misbruget, som kan risikere ikke at blive behandlet, fordi det ikke fanges. Det er vores indtryk, at en del af de borgere, der kommer i behandlingsstederne ikke altid har ressourcerne til at henvende sig mange andre steder i sundhedsvæsenet for at få ordnet deres problemer, både somatiske og psykiatriske. Også dér er det vigtigt, at det socialfaglige og sundhedsfaglige spiller sammen. Det er vigtigt altid at have blik for den enkelte patient. Som styrelse udtaler vi os meget i generelle termer, men der er altid en mulighed for velbegrundede undtagelser. Og når man er god til føre systematisk og entydig journal, så ved både den forrige og den efterfølgende behandler også, hvad der ligger til grund for, hvad der gøres.
Hvad er jeres bedste råd til at forbedre og højne kvaliteten?
LNJ: Det er at sikre, at borgerne bliver anskuet fra flere forskellige fagligheder og sektorer – for det er dér at den bedste løsning for borgeren kommer. Og så er en øget indsats på resultatdokumentationen nemlig også rigtig vigtig. Vi ser, at der bliver sat mål op, også for den sociale del af arbejdet – men hvad det er for nogle metoder, kan man godt sætte ind på. Og ved at gøre det, så får man også skabt en bevidsthed netop omkring det tværfaglige samarbejde, det er jeg slet ikke i tvivl om. Det er også det vi går ud og anbefaler til de enkelte tilbud.
MSN: Udover vigtigheden i udførlige journaler og instrukser, så vil jeg sige, at italesætte de sundhedsfaglige problemstillinger med samme vægt som de socialefaglige, så man får en helhedsorienteret tilgang.