SoMe dominerer de unges stofhandel
Nyt studie af Jakob Demant, lektor og Ph.d. på sociologisk institut, Københavns Universitet, viser at 36 % af dem, der køber andet end cannabis gør det online. Det skyldes, at køb af stoffer på nettet bliver nemmere og nemmere. Og når det bliver nemmere at købe online, bliver det også nemmere at sælge.
Af Rebecca Broholm-Little
Stofhandlen online vokser og det er især blandt unge. Det foregår både på hjemmesider på mørkenettet, men også i højere grad på sociale medier, som Facebook, Instagram og Snapchat. Udover at det bliver nemmere at købe stoffer online, peger Jakob Demant på, at det nu også bliver nemmere at gå fra at være køber til sælger:
”Der er ikke nogen af de umiddelbare begrænsninger fra at gå fra køber til sælger. Hvis du skal sælge to kg hash på gaden, så skal man have et meget veletableret netværk for at kunne komme af med det. Det behøver du ikke online. Det kræver ikke nogen social kapital. Du er heller ikke afhængig af at tage 100 piller med ind på en natklub. Du skal ikke gennem en dørkontrol. Du kan sætte en Instagram konto op og begynde at sælge.”
Hvor unge mennesker før måske solgte weekendens stofoverskud efter skole, foregår det nu på Snapchat eller Facebook, og det kan få store konsekvenser for de unge:
”De lægger et digitalt spor på de sociale medier, som gør, at de er langt nemmere at retsforfølge. Der er meget få sager på det her, men lige nu fører politiet en masse sager omkring billeddeling, og hvis de gjorde noget lignende på det her område, ville de også kunne føre flere tusind sager,” siger Jakob Demant.
Vi må møde de unge hvor de er
Da det er blevet så nemt både at købe og sælge online, stiller det også andre krav til, hvordan vi kan og skal nå de unge.
”Jeg forundres over, når nu vi ved, at de unge er online, at vi som professionelle er der i så lille en grad. Hvis man gerne vil nå de unge, bliver man nødt til at have en digital tilstedeværelse,” siger Karen Hatt Olsen, projektleder i Netstof.dk.
Netstof.dk er en hjemmeside, hvor unge mellem 15 og 24 kan få information og rådgivning om rusmidler. I løbet af det sidste år havde de 240.000 besøgende på deres hjemmeside, hvilket ”er et noget andet tal, end antallet af unge kendt af systemet”, fortæller hun. Hun forklarer, at der skal rigtig meget til for at unge vælger at tage til fysisk rådgivning eller behandling.
”Tærsklen for at gå i dialog er meget lavere i det digitale, fordi du der bevarer kontrollen og kan bestemme, hvornår du logger ud. Anonymiteten er meget mere solid. Så det der med at tilbyde, at ”du kan være anonym i de fem første samtaler”, der må jeg bare sige – excuse me – i en unge optik, er det ikke anonymitet.”
Netstof.dk er drevet af Center for Digital Pædagogik og Rusmiddelcenter Slagelse med foreløbig 33 kommuner som abonnenter.