Se Program for KABS VIDENs Nationale Konference om Rusmidler 2022

Så er KABS VIDENs konferenceteam klar til at præsentere det fulde program med super spændende oplægsholdere og højaktuelle emner.

Under overskriften: Behandling og Forebyggelse – ser vi det samme? er tre hovedtemaer: To knytter sig til de længe ventede (kommende) udspil; hhv. Psykiatri 10-årsplanen og Barnets Lov. Det tredje handler om Rusmidler – Status og Trends.

Hovedtemaerne har alle betydning for rusmiddelfeltet, hvor mange borgere i rusmiddelbehandling også har psykiatriske lidelser/symptomer og mange har børn.

Hele konferencen åbnes med et blik ind i den belastede hjerne: Hjernes kognitive funktioner er vigtige, når ny indlæring, planlægning osv. skal i spil. Funktioner behandlere trækker på, når vi har borgere i behandling. Men hvordan fungerer en hjerne, der er belastet af traumer, stress og/eller rusmidler? Det vil professor Anders Fink-Jensen gøre os klogere på.

Derudover har vi bl.a. fra Australien professor Andrew Turnell, der udviklede Signs of Safety, som vil fortælle, hvordan man sikrer fokus på børns sikkerhed og trivsel i et partnerskab og samarbejde med forældre fra socialt udsatte familier. En metode og tilgang der har vundet indpas i store dele af verden. Turnells oplæg følges op med flere spændende oplægsholdere med forsknings- eller praksiserfaringer i arbejdet med udsatte børn og familier.

Psykiatri 10-årsplanen har været til debat længe. Senest har Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen publiceret deres faglige anbefalinger. VI følger trop med en temablok om dobbeltdiagnosebehandlingen. Dels vil leder af Kompetencecenter for Dobbeltdiagnoser, Katrine Schepelern Johansen, skitsere den historiske udvikling på dobbeltdiagnoseområdet, dels vil et panel diskutere prioriteringer og knaster i debatten. Konferencen har desuden oplæg fra såvel praksis som forskning om traumer/PTSD- behandling, krigsveteraner, senfølger efter overgreb mv.

Under emnet Rusmidler – status og nye trends, har vi bl.a. David Erritzoe, leder af Centre for Psychedelic Research, som vil løfte sløret for de nyeste forskningsresultater på psykedeliske stoffer i behandlingsøjemed og professor Adam Winstock supplerer med sine data om brug af psykedeliske stoffer fra Global Drug Survey. Fra Danmark kan vi nævne overlæge Søren Bøgevig, Giftlinjen, der fortæller om den nye behandling af GHB- og andre akutte forgiftninger. Marie Rosenberg Madsen, overlæge i KABS, vil fortælle om striden mellem metadon og buprenorphin og de nye lovende resultater med mikrodosering.

Nysgerrig…?
Konferencen afholdes i 2022 på:
Marienlyst Strandhotel, 26.-27. april 2022
Ndr. Strandvej 2 – DK 3000 Helsingør
Læs mere og tilmelding: https://lnkd.in/eqJ_TJYn

Følg med i program-teasers i den kommende måned i FB-gruppen: “KABS VIDENs Nationale Konference 26.4-27.4.2022” og/eller tilmeld dig vores Nyhedsmail her på sitet.

Se eller download det fulde program i pdf nedenfor (Vi forbeholder os ret til ændringer).