Oversete sygdomme og misforstået hensyn
KOL og hepatitis C er en del af mange stofbrugeres hverdag, selvom det er sygdomme, der relativt let kan forebygges. Der er brug for bedre opsporing og et opgør med misforstået hensyn blandt professionelle, hvis folkesundheden for stofbrugere skal forbedres.
Af Ida Routhe
En pose med mundstykker, en lille slange og en bærbar computer. Mere kræver det ikke at teste for lungefunktion, og det er den form for håndholdt indsats, der er brug for mere af, hvis man spørger Henrik Thiesen, overlæge, stifter og leder af Københavns Kommunes opsøgende SundhedsTeam for hjemløse.
Henrik Thiesen er gennem sit arbejde på kanten af misbrugsbehandlingssystemet blevet overbevist om, at der er behov for langt bedre skadesreduktion for at forebygge sygdomme som KOL og hepatitis C blandt stofbrugere.
“Der er nogle indsatser, som er nødt til at rykke ud der, hvor folk er. Der begynder at være fokus på det i misbrugsbehandlingen, hvor man tester for hepatitis C. Men hvis du ikke er i misbrugsbehandlingen, så er du ikke i nærheden af at få lavet sådan en diagnostik og komme i behandling,” forklarer han.
Barrierer i almen praksis
En af årsagerne til, at stofbrugere i dag døjer med oversete sygdomme, som ellers er mulige at forebygge, skal ifølge Henrik Thiesen findes i almen praksis.
“Misbrugsbehandlingen har af forskellige årsager været meget fokuseret på præcis det med stoffet, mens man har lagt over til almen praksis, at alt andet skulle håndteres der. Og i og med almen praksis ikke er specielt godt gearet til det, falder de imellem to stole,” forklarer han og uddyber:
“Man skulle jo mene, at almen praksis faktisk er dem, der er bedst til at tage sig af multisygdom hos de personer, der kommer ind af døren, men der er en barriere der. Som læger bliver vi jo ikke uddannet i at håndtere mennesker med et stofforbrug ordentligt, vil jeg sige, det bliver meget hurtigt viftet af. Der er sådan en naturlig modstand mod stofbrugere, der er også en manglende viden, og man har en tendens til at lægge alting ind under, at det er også fordi, folk tager stoffer.”
Denne barriere gør sammen med tidsmangel, at almene læger har svært ved at komme til bunds i socialt udsattes problemer, som ofte er mange og komplekse. Der skal altså afsættes tid til decideret opsporing, hvis folkesundheden blandt udsatte skal forbedres, mener Thiesen.
„Vi svigter stofbrugerne“
Psykolog Merete Mærsk arbejder som projektleder i Forebyggelse og Oplysning i Kræftens Bekæmpelse. Ifølge hende er tobak et overset tema, der burde indgå som en fast del af misbrugsbehandlingen:
“Omkring 90 procent af dem, som har et stofmisbrug, ryger. Og vi ved, at hver anden ryger kommer til at dø af rygerelaterede sygdomme. Dels dør de før tid, dels har de mange flere år end ikke-rygere med alvorlig og lidelsesfuld sygdom. Jeg synes, vi svigter stofbrugerne ved ikke at tage det op.”
En anden god grund til at tænke tobak ind i misbrugsbehandlingen er, at der er større sandsynlighed for, at man kommer ud af sit stofmisbrug, hvis det ledsages af et rygestop. F.eks. har en undersøgelse vist, at rygestopinterventioner i misbrugsbehandling er associeret med 25 % større chance for langsigtet afholdenhed for både alkohol- og stofmisbrugere.
“Misbrugsbehandlere bør derfor vide, at de får større succes med deres arbejde, hvis de inkorporerer rygestop. Når man stopper med at ryge, kan man desuden klare sig med langt mindre psykofarmaka og medicin og derved mindske risikoen for ubehagelige bivirkninger. Der er altså mange sundhedsmæssige fordele ved at stoppe med at ryge,” pointerer Merete Mærsk.
Misforstået hensyn
Ifølge Merete Mærsk skal årsagen til, at rygning er et overset tema, både findes i begrænsede ressourcer og i “misforstået hensyn”:
“Jeg kan sagtens forstå, at den lidelse, som stofbrugeren kan stå med her og nu, er så voldsom, så det er dér, man fokuserer energien; der er jo kun et vist antal timer og en vis økonomi til rådighed. Men når det er sagt, så er det lidt ligesom at tisse i bukserne. Selvom en del dør af deres stofmisbrug direkte, så er der langt flere, der dør af andre ting, og der er tobakken den allerstørste synder,” forklarer hun og fortsætter:
“Vi ved, hvorfor der kan være en tilbageholdenhed over for kræftpatienter ift. at tale rygning. Det er misforstået hensyn; man tænker, at de har så mange problemer i deres liv, så det ikke er aktuelt lige nu, og man vil ikke forøge skyld og skam. Så der er en masse gode intentioner bag. Men det vi så også ved fra kræftpatienter er, at de selv tænker på rygning, og det samme gør stofbrugere. Den bekymring for deres helbred, som næsten alle rygere har, den har de også.”