Når Søren køber stoffer

Søren kunne aldrig finde på at købe stoffer på gaden, siger han. Som mange andre har han bekendt sig til internettets mørke kroge, når det kommer til at skaffe party drugs og psykedeliske stoffer. Her står sælgerne nemlig i langt højere grad til ansvar over for køberne, og man er som bruger bedre beskyttet, mener Søren.

Om en uge skal Søren til fest på sit kollegie på Amager. Han og nogle venner synes, at det kunne være sjovt at tage MDMA, så Søren går ind på den brugerdrevne side REDDIT, og begynder at browse rundt i markedspladserne. Han finder frem til en sælger, som har gode anbefalinger – fem stjerner over hele linjen. TOR, en anonym browser, bliver åbnet, hvorfra ‘the dark web’ bliver tilgængeligt. Med sine bitcoins, som Søren har liggende i sin virtuelle pung, finder han frem til den gode sælger fra sin REDDIT søgning, og køber et gram MDMA – på den måde har han et forråd til et senere tidspunkt.

En uge senere har Søren stadig ikke modtaget noget. Han kan ikke lade være med at blive nervøs, selvom han minder sig selv om, at han ikke kender en eneste køber i Danmark, som er blevet ‘bustet’. Dagen efter når et brev dumper ind i Sørens postkasse, leveret af Post Nord, ånder han lettet op. På brevet står hans fulde navn – for det vækker mindst opsigt.

I brevet er MDMA’et vakuumpakket, og ligger mellem flere stykker papir. Når Søren igen er på sit værelse, tager han sin testkit frem, og undersøger det tilsendte stof. Ved at dryppe en bestemt væske på stoffet, kan Søren se, om det er rent. Når dråben falder, bliver pulveret helt sort – det er MDMA. Søren kan nu tage stofferne til festen og føle sig relativt sikker.

Det er den typiske proces, Søren går igennem tre-fire gange årligt, når han enten køber party drugs eller psykedeliske stoffer online. Han har både købt MDMA, LSD, svampe, 2C-B, ecstasy og frøskaller til ayahuasca, men holder sig som regel til MDMA.

Et marked hvor sælgerne stilles til ansvar

Der er en form for tryghed i at købe sit stof på nettet, mener Søren. En tryghed man ikke har, når man køber på gaden eller får tilbudt noget til en fest. Så kan man nemlig ikke vide sig sikker på, hvad det er, man tager.

På TOR-browserens virtuelle markedsplads fungerer det derimod nærmest som på TripAdvisor, hvor brugere direkte kan skrive anmeldelser om alt fra restauranter til rejsemål. Som køber på TOR-markederne laver man en anmeldelse af sælgeren ud fra en række parametre; hvor hurtigt stoffet når frem, hvor godt det var pakket, kvaliteten af selve stoffet og så videre. Man giver som regel mellem en til fem stjerner.

Før man køber noget, går man altså ind og tjekker alle anmeldelserne både af det stof, man er ved at købe, og den sælger man er ved at købe det fra. Er man ikke tilfreds med produktet eller service, kan man give udtryk for det i en dårlig anmeldelse – og det er det sidste, en sælger vil have, da man mister kunder på det. Det er alfa omega at se anmeldelserne grundigt igennem før, man køber, forklarer Søren.

Samtidig er det også i stigende grad blevet normen, at man selv har en testkit derhjemme. Det har Søren i hvert fald, og han har erhvervet sig det helt lovligt i Danmark – endda til under hundrede kroner. Det får ham til at føle sig endnu mere tryg, når han tager stofferne.

Læbestiften som skulle brækkes op

I løbet af de seneste fem år hvor Søren har bevæget sig på internettets markedspladser, har han oplevet lidt af hvert, når stofferne skulle fremsendes; fra ‘magic cards’ limet sammen med et lille ‘frimærke’ i midten til at modtage stofferne som anbefalet post, hvor et postbud kom hele vejen op til hans kollegiedør, bankede på, og bad ham kvittere.

En gang modtog han et brev med en læbestift indeni, og troede først, at sælgeren havde snydt ham. Men inden han fik smidt den ud, besluttede han sig for at undersøge det lidt nærmere. Og ganske rigtigt, inde i selve stiften, efter en lettere dissekering, viste der sig at være et gram MDMA gemt.

Men to gange er det dog også gået galt. Selvom sælgerne som regel vakuumpakker stoffet så meget, at stoffet ikke kan lugtes, har politiet alligevel opsnappet hans breve to gange. Dog helt uden konsekvenser for Søren. Begge gange er han sluppet med en besked i sin e-Boks om, at brevet er blevet opsnappet, hvad indholdet var, og at myndighederne går ud fra, at han ikke vidste noget om det. Med de sikkerhedsforanstaltninger Søren gør sig, er han ikke videre bekymret for, at han skulle blive taget i det.

Det er mest af alt en hobby

Søren har ikke et fast forbrug af stoffer, men ser det mest som en hyggelig hobby. Entusiastisk er for stærkt et ord. ‘Søgende’ passer bedre, synes han. Han ser mest af alt stofferne som en mulighed for at udvide sin horisont og sit perspektiv.

Men der sidder stadig en lille nervøsitet i ham, hver gang han køber, og hver gang han tager sine stoffer. Måske er det noget, han har internaliseret fra en opvækst i det danske samfund, funderer han. Han ved jo godt, at der er en risiko forbundet med det. Men samtidig, rationaliserer han, det er der jo også, når han bevæger sig ud i trafikken.