KABS VIDENs Nationale Konference om Rusmidler 2022

KABS VIDENs Nationale Konference om Rusmidler 2022

Marienlyst Strandhotel, 26.-27. april 2022, Ndr. Strandvej 2 – DK 3000 Helsingør

Efter et år med nedlukning og restriktioner, har vi brugt tiden på at gentænke vores konference. Vi glæder os derfor til at præsentere programmet for 2022 – som vanen tro – er spækket med aktuelle emner og spændende oplægsholdere. Vi vil også byde dig velkommen til en ny konference-lokation, nemlig Marienlyst Strandhotel ved Helsingør, der udmærker sig med sine smukke rammer og god plads til faglig dialog og socialt samvær.

Din konference rejseplan
Der er mulighed for tilmelding allerede nu, men der vil fortsat gå nogle uger, før det detaljerede konferenceprogram er helt på plads. Du får herefter mulighed for at vælge og sammensætte dit personlige konferenceprogram i form af en ”rejseplan”, som er afstemt med dine interesser og arbejdsfelt. Konferenceprogrammet vil bestå af plenumoplæg, temablokke og kortere oplæg. Derudover har vi som noget nyt: Den Åbne Scene, hvor udstillere og andre interesserede kan præsentere en stribe kortere indslag, der løber som en ”letbane” parallelt med den øvrige konference.

Programmets indhold – overordnede eksempler
Om lidt tager vi hul på et nyt år, som indvarsler flere politiske reformer. Konferencen i 2022 kommer derfor til at omhandle tre hovedtemaer, der tager afsæt i undertitlen Behandling og Forebyggelse – ser vi det samme?

  • Børnene Først
  • Psykiatriens 10-års plan
  • Rusmidler/trends

Store internationale navne
Ingen kan være uenig i, at barnets tarv skal prioriteres først, når vi arbejder med udsatte familier. Men hvordan sikrer vi et bæredygtigt samarbejde med familien? Hvad er det helt præcist, vi ønsker at se mere af, og hvornår skal vi være bekymrede? Professor Andrew Turnell, grundlæggeren af Signs of Safety, kommer fra Australien for at gøre os klogere.
Fra England kommer professor Adam Winstock, grundlæggeren af Global Drug Survey, verdens største brugerundersøgelse på rusmiddelområdet, og løfter sløret for de nye stoftrends og hvordan en særlig form for druk gør sig gældende.

Psykiatriens 10-årsplan
Den tilbagevendende diskussion om behandlingssystemets strukturelle udfordringer i forhold til mennesker med dobbeltdiagnose skal løses. Vi ved, hvad der virker, nemlig integreret behandling af både rusmiddel-problemerne og den psykiatriske lidelse under samme tag. Patienterne falder igen-igen mellem to stole, og det er mere end svært, at få stolelegen mellem kommuner og regioner til at gå op. Alle venter spændt på, hvor opgaven skal forankres. Vi er klar til at diskutere planen, når den kommer.

Andre emner
Udover de tre hovedtemaer bindes konference buketten af et indledende oplæg om den kognitive hjerne under pres: Hvordan påvirkes hjernens funktioner – tænkning, indlæring og hukommelse – når man samtidig slides med rusmidler, stress, traumer og psykisk sygdom.
Fra praksis møder vi krigsveteranerne, voksne med senfølger efter seksuelle overgreb, familier med rusmiddelproblemer; og vi møder forskeren, der ser på håndtering af traumer i misbrugsbehandlingen og hvilke metoder der er evidens for at benytte i PTSD behandling.
For ledere og interesserede ser vi på, hvilke håndtag der kan skrues på, for at skabe mere nærvær, ændre ineffektive møder og hvordan man leder dem, som arbejder med svære og tunge menneskeskæbner.
Derudover kan vi også nævne temablokken om det vigtige samspil mellem døgn-, dag- og ambulant behandling og på gode partnerskaber mellem region, kommune og private aktører.

Med andre ord – har vi lidt af hvert – og meget mere – på plakaten i 2022
Tilmeld dig KABS VIDENs nyhedsbrev og få programmet tilsendt, når det er helt færdigt. Du kan abonnere gratis på KABS VIDENs nyhedsbrev her
På konferencens Facebook gruppe skriver vi løbende om de forskellige oplægsholdere, ligesom du kan komme med egne input og kommentarer: Join konference-facebook-gruppen her
Spørgsmål vedr. udstillerstand og hotel: Karen Ervolder; KABS VIDENs konference telefon: +45 9340 2002

Spørgsmål vedr. KABS VIDEN og konference program: Kathrine Bro Ludvigsen: telefon +45 2928 8617 / mail: Kabsviden@glostrup.dk (Ret til ændringer i programmet forbeholdes).

Du kan se det opdaterede program her.

NB Konferencen er momsfritaget. Tilmeldingen er bindende – ved sygdom eller andet frafald kan konference billetten overdrages til anden side efter aftale med Karen Ervolder: Telefon +45 2494 3070.