Global Drug Survey 2021

KABS VIDEN er igen med i den verdensomspændende brugerundersøgelse Global Drug survey.

Siden 2016 har KABS VIDEN været dansk partner i tænketanken Global Drug Survey.

Vi har således været med til at distribuere og indsamle brugererfaringer med alskens rusmidler fra mere end 40.000 danskere.

Undersøgelsen er anonym og frivillig og kan besvares på dansk på nettet. Undersøgelsen har generelle spørgsmål om hvilke rusmidler der er benyttet, hvilke mængder, på hvilke måder og med hvilken effekt.

Dertil kommer undersøgelsens specialist-sektioner som ikke så overraskende handler om Covid-19 påvirkningen på brugen af rusmidler. Undersøgelsen har dog også specialist-sektioner om medicinsk cannabis og afhængighed, mikrodosering og digitale ‘rusmidler’ som ASMR og Binaural beats med mere.

De tidligere undersøgelser har først og fremmest givet brugere af rusmidler en stemme ind i debatten om rusmidler. Uanset rusmidlets juridiske status som legalt eller illegalt stof har vi brug for at føre en ærlig dialog om brugen af rusmidler. Den kan ikke ske uden brugernes egne erfaringer medgår på lige fod med de forskere og fagfolk som i øvrigt beskæftiger sig med området.

Du kan deltage eller læse mere om undersøgelsen her.