FEATURE – Når studerende tager præstationsfremmende stoffer

Martin kunne ikke finde på at tage stoffer, siger han. Man da han stod overfor sin første eksamen på universitetet, tog han alligevel imod den Ritalin pille sin kammerat tilbød ham. Felix bruger det også, når han virkelig skal tage sig sammen, som han selv siger.  

Af Rebecca Broholm-Little

 

Martin er 21 år og er lige begyndt på universitetet. Det er december 2016, og inden juleferien kan gå i gang, skal han have overstået sin første rigtige eksamen – en opgave på 48 timer. På det tidspunkt bor han sammen med en ven, som har diagnosticeret ADHD og derfor har Ritalin på recept.

”Det startede med, at min ven kom og tilbød mig noget af sin medicin, da han kunne se, at jeg var presset. Der svarede jeg hurtigt nej. Jeg skal da ikke sidde og tage stoffer til min eksamen. Specielt ikke receptpligtig medicin til en anden,” siger Martin.

Men som dagen gik, kæmpede Martin mere og mere med opgaven og blev ved med at synes, det var svært. Hen mod natten rakte koncentrationen ikke længere, og Martin begyndte at Google: Hvad sker der når man tager Ritalin, hvis man ikke har ADHD?, Bivirkninger ved Ritalin, Ritalin og eksamen. Gennem en hurtig internetsøgning, fandt Martin ud af, at mange mennesker netop tager ADHD medicin for at blive skarpere og mere fokuserede netop i eksamenssituationer. Og det virkede umiddelbart ikke som om, der var nogle synderlige bivirkninger ved det. Kun goder.

Læs også: SoMe dominerer de unges stofhandel

”På det tidspunkt var jeg bare blevet så træt og frustreret. Så jeg gik ind til ham igen og sagde: ”Jo, jo vi kan godt prøve det”. Lige der var gode råd dyre. Han fandt en pille frem og jeg tog den,” fortæller han.

 

En tendens blandt unge

Følelsen af at være presset i uddannelsessystemet kan den universitetsstuderende Felix også genkende. Det er hovedårsagen til at unge begynder at tage præstationsfremmende medicin, viser det første danske forskningsprojekt af Jeanett Bjøness, antropolog og lektor på Center for Rusmiddelforskning på Aarhus Universitet. Ønsket om at skille sig ud var netop grunden til, at Felix begyndte at tage Ritalin, da han også var i starten af 20’erne.

”Jeg vil gerne have gode karakterer, men kan godt have svært ved at tage mig sammen og ikke gå ind på Facebook, når jeg skal læse,” forklarer han grinende.

Selvom udbredelsen i Danmark endnu er ukendt, viste en undersøgelse fra DJØF i 2017, at omkring otte procent af studerende bruger præstationsfremmende medicin som Ritalin, betablokkere og koffeinpiller.[1]I modsætning til kvinder som tager medicin for at normalisere sig, viser Jeanett Bjøness’ forskning, at unge mænd, som Martin og Felix, især tager Ritalin for at højne deres præstation og avancere sig.

Læs også: Kønnede tendenser i brug af præstationsfremmende medicin

 

For godt til at være sandt

Tilbage til Martin, hvor det nu er nat, og der snart ikke er mange af de 48 timer tilbage, før opgaven skal afleveres. Ganske kort tid efter, at han tager pillen, begynder medicinen at virke. Martin husker tydeligt, hvordan det føltes:

”Det var fedt! Jeg blev enormt fokuseret på opgaven. Jeg havde ikke noget der lignede bivirkninger, men blev bare sindssygt koncentreret og fik pludselig nemt ved at komme videre og blive færdig. Jeg følte mig meget vågen og helt klar i hovedet.”

Fra at gå fra at være træt og frustreret, kunne Martin nu lukke alle andre distraktioner ude og færdiggøre sin eksamensopgave i ro og mag. Felix beskriver også sine oplevelser med Ritalin på lignende vis:

”Man får sådan en varm fornemmelse i brystet, og pludselig kan man have siddet i fire timer og bare læst. Det havde jeg aldrig prøvet før.”

For Felix var oplevelsen med Ritalin så god, at han med jævne mellem tager en pille, når han virkelig trænger til at få læst eller skal til eksamen. For ham og hans kammerater er det ikke noget særligt, for som han selv siger: ”Man bliver ikke høj, som på så meget andet. Det er bare en god hjælp.” Oftest køber han medicinen af en kammerat, men nogle gange har han selv skaffet det. Her bliver TOR, en anonym browser, åbnet, hvorfra mørkenettet bliver tilgængeligt. Med sine bitcoins og et par enkle klik med musen, bliver pillerne købt og sendt af sted til ham.

Selvom Martin havde den samme oplevelse på Ritalin som Felix, synes han, at Ritalinen faktisk var for godt til at være sandt:

”Jeg kan huske, at jeg tænkte: ”Det her skal jeg aldrig nogensinde gøre igen. Hvis jeg på nogen måde fortsætter med det her, bliver jeg afhængig.” Jeg var kun lige startet på universitetet, for fanden, det gik ikke, at jeg skulle fortsætte med det resten af min uddannelse. Så lige der aftalte jeg med mig selv, at jeg aldrig gør det igen. Og det har jeg heller ikke gjort.”

 

 

Kildernes navne er opdigtede, men deres rigtige navne er af redaktionen bekendt.

[1]https://www.djoef.dk/~/media/documents/djoef/d/dj-oe-f-analyse/studielivsunders-oe-gelse-2018.pdf?la=da&hash=3498F9911EC45D87AE1605DCB1096B11E4B39DCA