DrugTalk #11 om Steroider
Steroider virker… og derfor er det et problem!
Så kort kan man groft sagt referere KABS VIDENs DrugTalk #11 om Steroider. Overlæge Ebbe Eldrup fra Endokrinologisk afdeling O, Herlev/Gentofte Hospital, rammesatte DrugTalken med et overblik over de mange dopingmidler som anvendes til Fitness Doping, hvor de meste kendte er testosteron, anabole steroider, SARMS og Dinitrophenol (DNP). Midler som alle er ulovlige at producere, distribuere og være i besiddelse af jf. “Lov om forbud mod visse dopingmidler nr. 232” af 21. april 1999. Ikke desto mindre benyttes steroider og andre præstationsfremmende medikamenter i en bredere kreds end bodybuildere nu til dags.
Ifølge Ebbe virker dopingmidlerne effektivt, hvad enten de indtages for at opbygge muskelmasse og styrke eller for at øge fedtforbrændingen og dermed reducere fedtmassen. Men stort set alle dopingmidler påvirker kroppens egen hormonproduktion og balance og dermed risikerer man en lang række negative bivirkninger, hvoraf flere fører til komplicerede behandlingsbehov.
Egentligt er det ikke så underligt at brugen af steroider og lignende dopingmidler forårsager problemer, for som Ebbe gjorde det klart, så producerer mænd mellem 4 og 9 mg testosteron dagligt og kvinder mellem 0,1-0,4 mg, hvorimod en steroid-kur til fitnessdoping ligger på mellem 675 mg til 3.000 mg pr. uge, i de eksempler Ebbe præsenterede.
Når kroppen i det tilfælde oplever en massiv uligevægt i hormonbalancen vil den øjeblikkeligt lukke ned for egenproduktionen og samtidig forsøge at rette op på balancen på andre måder – og så er kimen til balladen lagt.
I DrugTalkens andet oplæg gik læge Josephine Windfeld-Mathiasen, Klinisk Farmakologisk Afdeling Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, for alvor i dybden med dette. For på baggrund af et fortløbende registerstudie, baseret på dopingdømte danskeres behov for offentlig hjælp, er det faktisk muligt at følge personer der har brugt eller bruger steroider gennem de danske velfærdsregistre. Fra sundhedsregistrene trækker steroidbrugere en række triste karakteristika i form af et markant højere forbrug af ordinerede antidepressiver, antipsykotika, angstdæmpende medicin og ADHD medicin i forhold til normalbefolkningen. Også hudproblemer (voldsom akne), hjerte og leverproblemer ser ud til at være markante problemer. Sidst men ikke mindst viste Josephine, at dopingdømte har en firedobbelt dødelighed. Alt sammen i forhold til en sammenlignelig kontrolgruppe.
Dertil kom endelig baggrundsdata som indikerer at kriminalitet er en signifikant forhøjet risko for denne målgruppe, hvor vold er blandt de hyppigste overtrædelser af straffeloven.
Sidst men ikke mindst, samlede Malene Radmer Johannisson op på emnet i DrugTalkens sidste oplæg. Malene kommer fra Antidoping Danmark og har i mange år arbejdet med vidensformidling og forebyggelse. Malene kunne dels vise eksempler på, hvordan kropsidealerne har ændret sig og hvorfor dette kan tænkes at lede unge i fristelse til at benytte doping, for at opnå de forjættede kropsidealer. Malene kunne også underbygge Ebbes budskab om, at brugen af doping også hænger sammen med brugen af andre rusmidler, hvorfor det forsat er et vigtigt emne at berøre, når borgere henvender sig for at komme i rusmiddelbehandling. Afledt af kommentarer og spørgsmål fra salen, var det tydeligt at brugen af steroider ses i flere henvendelser om hjælp, på både hospitaler, døgnsteder, kommunale rusmiddelcentre og i kriminalforsorgen.
Tak til de tre foredragsholdere og til alle som deltog.
Hvis du vil sikre dig, at du får besked om vores arrangementer og info om nyheder på rusmiddelområdet, så tilmeld dig vores nyhedsbrev (i formularen nederst på denne side).