Dobbeltdiagnoser – omfang og anbefalinger

KABS VIDEN har bedt VIVE og Kompetencecenter for Dobbeltdiagnoser om at undersøge omfanget af dobbeltdiagnose i Danmark, samt hvilke behandlingsanbefalinger der kan udpeges. Her er de foreløbige resultater.

Af Ida Routhe

Ifølge Lars Benjaminsen, seniorforsker ved VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, viser de foreløbige resultater af den undersøgelse, VIVE gennemfører for KABS VIDEN, at:

– Af ca. 40.000 borgere, der blev registreret med et stofmisbrug i perioden 2010-2014, var ca. halvdelen også registreret med en psykisk lidelse.
– Andelen i befolkningen, som har et stofmisbrug og en samtidig psykisk lidelse, er højest i en række kommuner på det vestlige og sydlige Sjælland, Lolland-Falster, Sønderjylland, samt i de centrale og vestlige dele af hovedstadsområdet.
– Gruppen med dobbeltdiagnose har et markant højere forbrug af ydelser i det somatiske sundhedsydelser end den øvrige befolkning, og merforbruget sætter allerede ind i de yngre aldersgrupper.
– Kun hver femte stofmisbruger med en dobbeltdiagnose får individuel social støtte efter servicelovens § 85.
– Af de samlede velfærdsudgifter til gruppen af stofmisbrugere på over 10 mia. kr. om året går under hver tiende krone til misbrugsbehandling.
– Den gennemsnitlige udgift til indsatser og ydelser på tværs af en række sektorer i velfærdssystemet er på ca. 250.000 kr. om året pr. stofmisbruger. I gruppen af stofmisbrugere med en samtidig psykisk lidelse er udgiften på ca. 325.000 kr. om året pr. borger.

Internationale tendenser
Katrine Schepelern Johansen, antropolog, ph.d. og leder af Kompetencecenter for Dobbeltdiagnoser, har lavet et litteraturstudie af en række landes retningslinjer på dobbeltdiagnoseområdet.

Hendes studie viser, at særligt tre problemer går igen på tværs af de undersøgte lande trods deres meget forskellige organisering.

Et problem, der går igen, er, at psykiatrien ikke er gearet til håndtering af misbrug. Et andet gennemgående tema er, at misbrugsbehandlingen ikke har kompetencer til udredning og behandling af psykiske lidelser. Endelig er det en tendens på tværs af de undersøgte lande, at mennesker med en dobbeltdiagnose ikke får en relevant udredning og behandling.

Kigger man på anbefalingerne om, hvordan man håndterer dobbeltdiagnoseproblematikken på tværs af landene, tegner der sig tre store tendenser. Den ene er et pragmatisk rationale om, at integreret behandling ikke er realistisk som generel behandlingsmulighed, da de to behandlingssystemer er for veletablerede som selvstændige enheder. Der er ligeledes et forslag om „mainstreaming“ i den forstand, at der hos alle behandlingssteder er et minimumsniveau af kompetencer til udredning, behandling og krisehåndtering. Endelig kan der udpeges en anbefaling om „no wrong door“, som indebærer, at mennesker med en dobbeltdiagnose skal bydes velkommen ligegyldigt hvor, de henvender sig med et behandlingsønske. Hvis man ikke selv er det rigtige behandlingssted, har man pligt til at sørge for, at patienten/brugeren kommer i behandling det rigtige sted.

Danmark adskiller sig
Selvom mainstreaming og „no wrong door“ kan udpeges som internationale tendenser på dobbeltdiagnoseområdet, er det ikke tendenser, der slår igennem i en dansk sammenhæng.
„Herhjemme må vi sige, at hverken ‘mainstreaming’ eller ‘no wrong door’ er principper, der har været styrende for dobbeltdiagnoseområdet. Tværtimod har vi i en dansk sammenhæng set ministeren insistere på opdelingen af systemet,“ forklarer Katrine Schepelern Johansen.

I det hele taget halter Danmark bagefter, når det kommer til at sætte spot på dobbeltdiagnoseproblematikken; de første danske retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen kom i 2014, mens man i mange andre lande begyndte at udarbejde retningslinjer fra sluthalvfemserne og starten af 00’erne.
„Vi er altså kommet sent i gang med på myndighedsniveau at kigge på dobbeltdiagnoseområdet sammenlignet med andre lande,“ afslutter Katrine Schelepern Johansen.