Billetsalget til KABS VIDENs Nationale Konference om Rusmidler 2026 er åben

| KABS VIDENs Nationale Konference om Rusmidler 2026: Mennesket bag rusmidlet Vi er nu i gang med at planlægge næste års store KABS VIDEN konference. I de seneste år har KABS VIDENs Nationale Konference om Rusmidler handlet om de overordnede tendenser vi ser i tiden på rusmiddelområdet. Vi har set på behovet for at tilpasse området til de forandringer, der har relevans for området (2024). Ligeledes har vi stillet skarpt på de spor, der er lagt fremad og som ganske givet vil have betydning for rusmiddelområdet. I planlægningen af disse konferencer møder vi ofte spørgsmålet om hvorvidt tilpasninger, reorganisering, strukturreformer med videre løser det enkelte menneskes behandlingsbehov? Hvad hjælper det at snakke om ”No wrong door”, hvis mennesket med rusmiddelbrug og psykisk lidelse ikke oplever at gå ind af en rigtig dør? Vores næste konference har som ambition at gå i dybden med de helt konkrete udfordringer vi står i, når et menneske med rusmiddelbrug henvender sig for at komme i behandling, og som de seneste konferencers ’’store linjer’ har forsøgt at finde løsninger på. Med temaet ”Mennesket bag rusmidlet” vil konferenceprogrammet blive sammensat af en række oplæg der belyser – hvorfor mennesket bruger rusmidler – hvad enten det er for at beruse sig, passe ind, mestre livet, undgå eller minimere lidelse af den ene eller anden art. Oplæggene vil naturligvis også handle om de behandlingsmuligheder vi skal kunne matche med den enkeltes behandlingsbehov. Det er helt centralt for konferenceteamet at give konferencens deltagere mulighed for at få opdateret viden om mennesket bag rusmidlerne. Vil vores rusmiddelbehandlingsmuligheder dække de behandlingsbehov som den enkelte har? Hvorfor er nye rusmidler attraktive for nogle mennesker og ikke for andre? Hvad ved vi om de sammensatte behandlingsbehov, der fastholder mennesker i rusmiddelbrug? Er vi sikre på, at det vi tilbyder er det, som mennesket bag rusmidlet har brug for? Hvordan håndterer behandlere og ledere de frustrationer der opstår, når rammen ikke passer til indholdet? Hvad er vores muligheder, hvis tilbuddet ikke lever op til de forventninger et menneske med rusmiddelbrug har eller håber på? Vi er nu i fuld gang med at sammensætte et konferenceprogram, som vi løbende vil kommunikere ud på vores hjemmeside og sociale medier (Facebook og LinkedIn). Konferencen kommer til at bestå af mere end 30 oplæg in plenum, hovedspor og parallelsessioner. Konferencen afholdes over 2 dage på Marienlyst Strandhotel og der er plads til lidt mere end 300 overnattende gæster. Dertil kommer 40 dagsbilletter. Konferencen danner også rammen for et relevant udstillerområde, hvor stærke samarbejdspartnere i form af behandlingstilbud, medicinalvirksomheder og -leverandører, bogstand samt interesseorganisationer præsenterer deres nyeste tilbud med mere. Vi åbner nu for billetsalget til KABS VIDENs Nationale Konference om Rusmidler 2026: Mennesket bag rusmidlet. Vi gør opmærksom på, at tilmelding er bindende og at vi i de seneste år har haft totalt udsolgt for både deltagelse på konferencen og i udstillerområdet. Vi glæder os til at byde alle velkommen på endnu en stærk faglig konference med masser af ny viden. |
Tilmeld dig her |
Konferencen har plads til 17 udstillere og i alt 306 værelser alt inklusive samt 40 dagsbilletter som sælges efter først til mølle-princippet. Vel mødt, KABS VIDEN |
