Billetsalget til KABS VIDENs Nationale Konference om Rusmidler 2025 er åben
KABS VIDENs Nationale Konference om Rusmidler 2025: Sporene fremad Endnu engang er vi klar til at åbne op for billetsalget til KABS VIDENs Nationale Konference om Rusmidler 2025, som afholdes tirsdag den 30. september til onsdag den 1. oktober 2025 på Marienlyst Strandhotel. Konferencens overordnede tema handler om Sporene fremad. Hvad ser vi ind i, i fremtiden? Hvilke målgrupper vil vi se i behandlingen, hvilke rusmidler skal vi kende til og hvordan skal vi matche behandlingsbehovene? Når vi slår dørene op til konferencen, er anden fase af regionernes implementering af behandling for personer med dobbeltdiagnoser i sin spæde opstart. Konferencen afholdes hvor der kun resterer en god måned af valgkampen til regions- og kommunalvalget i november (18. november). Med lidt held er vores forventninger, at Sundhedsreformen er konkretiseret tilstrækkeligt til, at vi kan gå i dybden med konsekvenserne heraf for rusmiddelområdet. Konferencen vil naturligvis også se nærmere på udviklingen i brugen af rusmidler indenfor forskellige målgrupper; børn og unge, mennesker med anden etnisk baggrund end dansk, voksne og ældre. Ligeledes vil vi stilleskarpt på enkelte rusmidler i sig selv for eksempel; nitazener (opioid), kokain og kathinoner samt syntetiske cannabinoider. Konferencen vil også fremhæve en række tematikker som i stigende omfang påkalder sig opmærksomhed i behandlingssammenhæng såsom ulighed i sundhed og psykisk vold. Sidst men ikke mindst kommer konferencen til at fokusere på metoder, behandlingssetups og ledelsesperspektiver med faglig relevans på rusmiddelområdet. I 2024 bød vi velkommen til 350 ’heldige’ deltagere, udstillere og oplægsholdere på en totalt udsolgt konference. Vi starter nu billetsalget til konferencen 2025 og glæder os endnu engang til at se jer til endnu en faglig konference med masser af ny viden! |
Tilmeld dig her |
Konferencen har plads til 16 udstillere og i alt 305 værelser alt inklusive samt 38 dagsbilletter som sælges efter først til mølle-princippet. Vel mødt, KABS VIDEN |