ALLE TALER OM STØTTE. VI GØR DET. HELE VEJEN!
Problemløsningskontinuum – en tilgang
I KABS KASA ser vi hver dag, hvor svært det kan være for udsatte borgere at komme i mål med deres ansøgninger og få den rette hjælp. Systemets siloer og begrænsede handlemuligheder spænder ofte ben. Men der hvor nogen tager ansvar, og går hele vejen med borgeren, sker forandringen. Det handler om at gå den ekstra mil, men også om at hjælpe borgeren tilbage på sporet, når hjælpen udebliver, og ansøgnings-processer går i stå. I denne artikel dykker vi ned i et særligt koncept kaldet et problemløsningskontinuum, som vi har udviklet i KABS KASA, for at illustrere hvad der sker trin for trin fra et problem konstateres til der sker opfølgning på hjælpen. Kontinuummet illustrerer samtidig, hvor kompleks en proces det kan være, fra et problem konstateres, til hjælpen reelt er iværksat.
Når alle har ansvaret, har ingen det!
Artiklen berører et centralt dilemma i rusmiddelbehandling: det er ofte svært at udpege én samlet ansvarlig for at løse et komplekst liv. Løsningen spænder ofte over sociale, psykiske og sundhedsmæssige områder og involverer et utal af fagprofessionelle på tværs af sektorer. Når ingen tager ansvaret, bliver borgeren selv projektleder i sit eget liv, ofte uden de nødvendige ressourcer til opgaven. Resultatet kan blive, at borgeren tabes mellem systemerne, og problemerne forværres i stedet for at afhjælpes. Dette kan samtidig bidrage til, at systemerne opfatter, at støtteforanstaltninger er forsøgt iværksat, men at borgeren reelt ikke formår at tage imod dem. Det er vores erfaring, at borgeren som udgangspunkt er motiveret for at modtage hjælp, men har vanskeligt ved at gennemføre ansøgningsprocessen uden vedvarende støtte. Derfor er det en central opgave i KABS KASA at sikre en løbende og koordineret overdragelse af ansvaret for opgaveløsningen til de relevante fagprofessionelle på tværs af systemerne, hvilket betyder at stafetten gives videre, før opgaven slippes. Når der over tid bygges bro til kommunen,
regionen eller andre instanser, ved borgeren, hvem de kan henvende sig til, og kræfterne kan bruges på at fokusere på egen udvikling i stedet for at navigere i systemet. For borgeren skaber dette kontinuitet, mindre rådvildhed og en oplevelse af mestring.
Retningslinjerne giver hjemmel
til helhed
De nationale retningslinjer for social stofmisbrugsbehandling (2020) understreger, at behandling ikke kun handler om selve rusmiddelproblemet, men også om de ofte sammenhængende sociale, psykiske og sundhedsmæssige udfordringer, som følger med. Retningslinjerne giver hjemmel til, at rusmiddelbehandlere skal arbejde helhedsorienterede og koordinere indsatsen på tværs af sektorer. Det er derfor ikke nok blot at konstatere de enkelte problemer, men at der tages ansvar for at sikre sammenhængende løsninger. I KABS KASA anvender vi en helhedsorienteret tilgang, idet erfaringen viser, at borgerens livsomstændigheder ofte udgør et komplekst samspil af både ressourcer og barrierer, som gensidigt påvirker hinanden. Sociale, psykiske og sundhedsmæssige udfordringer hænger ofte sammen, og kun ved at tage ansvar for hele forløbet kan vi skabe reelle forandringer.
I vores rusmiddelbehandling tilrette-lægges behandlingen således, at problemer ikke blot identificeres, men aktivt håndteres og omsættes til konkrete løsninger. For os betyder helhed handling, ikke blot konstatering! Her bidrager vores problemløsnings-kontinuum til, at vi ikke stopper, efter et problem er konstateret, en ansøgning er sendt eller et møde er afholdt. Vi følger tæt op på hele processen, koordinerer på tværs og sørger for, at der bliver handlet og ikke bare henvist. Det skaber tryghed, fremdrift og konkrete forandringer i borgerens liv. På den måde bliver problemløsnings-kontinuummet ikke blot teori, men et praktisk værktøj, der styrker både behandlingstilrettelæggelsen og fremdriften i forløbet. Kontinuummet fungerer både som et visuelt og metodisk værktøj, der guider os gennem de nødvendige faser: fra den indledende afdækning og kontakt, målformulering, planlægning og udførelse, til opfølgning og evaluering. I de følgende afsnit forklarer vi, hvordan problemløsningskontinuummet fungerer i praksis.
1. Problemet konstateres
Afdækning er det første og helt afgørende skridt. Gennem hele behandlingsforløbet må vi forstå borgerens situation, behov og udfordringer. Dette indebærer en løbende og grundig afdækning af borgerens livsomstændigheder, sociale netværk, helbred, økonomi og evt. tidligere erfaringer med hjælpesystemet. For mange udsatte borgere kan det være svært selv at sætte ord på deres situation eller prioritere, hvad der er vigtigst. Derfor er vores rolle at lytte aktivt, stille relevante spørgsmål og at støtte borgeren i at dele sine oplevelser og perspektiver og ikke mindst i at afklare, hvilke af borgerens problemer der bør prioriteres og i hvilken rækkefølge.
2. Hvilken hjælp, og hvor rettes ansøgningen hen?
Afdækningen skal også klarlægge,
hvilken type foranstaltning borgeren har behov for, samt hvilken instans eller myndighed der varetager denne opgave. Vores erfaring er, at borgeren ofte ikke er bekendt med dette, og at systemets mange døre og komplekse strukturer kan virke uoverskuelige, hvilket ofte medfører, at borgeren opgiver
ansøgningsprocessen. En systematisk afdækning er samtidig med til at identificere mulige barrierer tidligt, fx manglende dokumentation, komplekse sociale forhold eller tidligere afslag. Når vi forstår disse forhold fra starten, kan vi planlægge, hvordan processen bedst struktureres, og hvordan borgeren støttes gennem de efterfølgende trin i problemløsningskontinuummet.
3. Ansøgningen udarbejdes og sendes
Når afdækningen er på plads, udarbejdes ansøgningen, så den klart beskriver borgerens behov og situation. Borgen støttes i at formulere teksten, der indsamles relevant dokumentation og sikre, at ansøgningen følger modtagerens krav og formalia. En målrettet og veldokumenteret ansøgning øger chancerne for et positivt svar og sikrer, at borgerens stemme bliver hørt. Vores erfaring er, at denne proces ofte er langvarig, da afsendelse af ansøgninger indimellem kræver adgang til systemer, der nødvendiggør MitID. Hvis borgeren ikke har MitID, kan det være nødvendigt at ansøge om dette. Mangler borgeren midlertidigt ID-kort, skal personlige identifikationspapirer såsom pas eller dåbsattest fremskaffes, og personlige møder i Borgerservice skal planlægges og koordineres. Økonomiske vanskeligheder, borgerens helbredstilstand samt manglende mulighed for at møde op på bestemte tidspunkter kan komplicere og forsinke processen yderligere.
4. Koordinering af møder med sagsbehandler
Efter ansøgningen er sendt, følger ofte møder og koordinering med sagsbehandler. Koordinering af møder sikrer, at borgeren får mulighed for at forklare sin situation og afklare eventuelle uklar-
heder. Vores erfaring er, at udsatte borgere ofte har brug for støtte til at deltage i møder, og vi spiller en vigtig rolle i at tilrettelægge møder, forberede borgeren og fungere som ressourceperson. Det er dog ikke usædvanligt, at møder bliver forsinket eller udskudt på grund af myndighedernes travlhed, skift i sagsbehandlere, borgerens ustabile livssituation eller praktiske udfordringer som transport og tillid. Derfor kræver denne fase vedholdenhed og fleksibilitet.
5. Mødeafholdelse
Når ansøgningen er indsendt, afholdes der ofte møder med sagsbehandlere og andre relevante aktører. Disse møder stiller særlige krav til de fagprofessionelle deltagere, som skal udvise fleksibilitet, kunne tilpasse sig uforudsete ændringer samt udvise tålmodighed for at sikre, at borgerens perspektiv reelt bliver udforsket og inddraget. Et velkoordineret møde sikrer, at borgeren bliver hørt, at spørgsmål afklares, og at alle parter har en fælles forståelse af næste skridt. I KABS KASA er vores erfaring, at det er
afgørende at forberede borgeren grundigt, yde støtte under mødet og skabe tryghed, især hvis tidligere kontakt har været konfliktfyldt, eller hvis borgeren oplever, ikke tidligere at have modtaget den nødvendige hjælp. Andre borgere kan opleve angst og uro i forbindelse med møder med myndigheder, hvilket ofte skyldes tidligere negative erfaringer, usikkerhed omkring processen eller frygt for konsekvenserne af kontakten. Derfor forbereder vi borgeren ved at gennemgå dagsordenen, forklare formålet og de forskellige aktørers roller. Under mødet støttes borgeren i at formulere spørgsmål eller bekymringer, for at sikre, at borgerens perspektiv bliver hørt og forstået. I slutningen af mødet
opsummeres aftaler og planlægge de næste skridt, så borgeren får klarhed over ansøgningsprocessen.
6. Supplerende udtalelser
I forbindelse med sagsbehandlingen bliver rusmiddelbehandlingen og øvrige samarbejdspartnere ofte bedt om at udarbejde supplerende udtalelser. Disse fungerer som central dokumentation og bidrager væsentligt til, at sagsbehandleren får et mere nuanceret billede af borgerens situation, behov og funktionsniveau. Opgaven stiller krav til præcision, skriftlig formidling, faglig vurdering og evnen til at kommunikere komplekse forhold klart og forståeligt. I KABS KASA er det vores erfaring, at en grundig og velbegrundet udtalelse kan have afgørende betydning for sagens udfald og for, at borgeren modtager den nødvendige støtte. Det er derfor afgørende, at både behandlingstilbud og øvrige aktører tager et aktivt ansvar for at sikre, at relevante og opdaterede oplysninger fremskaffes og videregives rettidigt, så ansøgningsprocessen ikke går i stå.
7. Borgeren modtager afgørelsen
Når sagen er behandlet, modtager borgeren en afgørelse. Dette typisk i form af en bevilling, et afslag eller en anden form for administrativ beslutning. Afgørelser er ofte udformet i et juridisk og
komplekst sprog, som kan være vanskeligt for borgeren at forstå. I rusmiddelbehandlingen er det derfor en væsentlig opgave at gennemgå afgørelsen sammen med borgeren, forklare dens indhold og betydning, samt om nødvendigt at yde støtte i forbindelse med en eventuel klageproces. Når vi i KABS KABSA sikrer borgerens forståelse af afgørelsen, styrker det vedkommendes mulighed for at handle på afgørelsen og tage aktivt del i sin egen sag.
8. Koordinering og kompleksitet når hjælpen skal iværksættes
Selvom afgørelsen er positiv, kan der ofte gå tid, før hjælpen reelt sættes i gang. Dette skyldes kompleksiteten i at koordinere flere aktører, tildele ressourcer og løse praktiske udfordringer.
I komplekse forløb er det derfor nødvendigt at sikre relationel koordinering af de mange løbende indsatser mellem de involverede fagpersoner. Kalendere skal gå op, information deles, og alle aktører skal være opdaterede, så indsatsen opleves som sammenhængende af borgeren. Denne form for koordinering findes ofte i rusmiddelbehandling, hvor sociale, psykiske og sundhedsmæssige behov krydser hinanden, og hvor samarbejdspartnere spænder fra kommunen til regionale tilbud. I KABS KASA har vi erfaret, at mange borgere når helt frem til kanten af indsatsen, men at den alligevel strander, fordi de misser indkaldelser til opstartsmøder, ikke reagerer på henvendelser osv. Opgaven bliver ofte at fastholde overblikket, støtte borgeren og sikre, at processen ikke går i stå.
9. Når hjælpen er en realitet
At hjælpen er iværksat, er ikke ensbetydende med, at borgerens behov er imødekommet – eller at forløbet forløber stabilt. Tværtimod viser vores erfaring i KABS KASA, at netop denne fase ofte stiller særligt store krav til borgerens evne til at samarbejde, møde op og fastholde fokus i en hverdag, som fortsat kan være præget af kaos, ustabilitet og psykiske belastninger. Blandt andet skal nye relationer, eksempelvis til en hjemmevejleder, understøttes og udvikles, samtidig med at borgeren skal støttes i at turde tage imod hjælpen. Mange borgere oplever, at de først for alvor konfronteres med forandringer og krav, når indsatsen er iværksat. Derudover er indsatserne ofte tidsafgrænsede, målstyrede og forankret i systemlogikker, som ikke nødvendigvis harmonerer med borgerens livsrytme eller behov for fleksibilitet. Hvis der opstår misforståelser, udeblivelser eller tilbagefald, risikerer indsatsen hurtigt at blive sat på pause eller afbrudt. Vores erfaring med denne fase er, at det er afgørende at der ydes kontinuerlig støtte til at fastholde motivation, oversætte systemets krav og skabe sammenhæng mellem hverdagsliv, indsats og borgerens reelle formåen, så hjælpen ikke blot bliver bevilget og igangsat, men også gennemført og
forankret.
10. Opfølgning på hjælpen
Når hjælpen er iværksat, stopper indsatsen ikke. Løbende opfølgning er nødvendig for at sikre, at hjælpen fungerer efter hensigten, og at borgerens behov fortsat dækkes. Opfølgning indebærer evaluering, møder samt dialog med borgeren om oplevelsen af støtten, identificering af nye behov samt justering af indsatsen i samarbejde med de involverede parter. En god opfølgning sikrer tryghed for borgeren og hjælper med at forebygge, at borgeren falder ud af systemet eller oplever, at hjælpen stopper for tidligt.
Opsamlende bemærkninger
At hjælpe udsatte borgere gennem systemets komplekse labyrint kræver overblik, vedholdenhed og helhedsorienteret koordinering. Vores problemløsningskontinuum fungerer som en model for de trin, der ofte indgår i en ansøgningsproces med henblik på at opnå relevant støtte. Modellen skaber struktur og
overblik over en kompleks proces med mange aktører, som hver især er underlagt forskellige regelsæt og bureaukratiske rammer. Samtidig tydeliggør modellen, hvorfor så mange udsatte borgere har gentagne, men ofte forgæves, forsøg på at få hjælp. Ansøgningsprocessen kan nemlig strande på flere forskellige trin i problemløsningskontinuummet, hvilket i sidste ende kan medføre, at hjælpen
aldrig realiseres.
Af Mia Johansson og Ida Frid Darré
KABS KASA