25 år for misbrugsområdet, 25 år for Kongens Ø

Behandlingsstedet Kongens Ø fejrer i år 25 års jubilæum. Siden dets første behandlingscenter åbnede på Møn i 1994 er der sket meget, både på misbrugsområdet og for centeret, der i dag tæller flere behandlingstilbud og -tiltag. Men Kongens Øs historie er på mange måder også den danske misbrugsbehandlings historie. Sammen med souschef Michael Rasmussen ser vi tilbage på 25 år på misbrugsområdet i Danmark.

Det er svært at misse den kæmpe heliumfyldte ballon, der hænger i udstillingsområdet på KABS konferencen i år. Den symboliserer, at det i år er 25 år siden, at et gammelt badehotel på Møn blev omdannet til behandlingsstedet Kongens Ø, opkaldt efter lokaliteten, i 1994.

Siden dengang, er der sket mange ting, både på misbrugsområdet, for brugergrupperne, i lovgivningen, og for Kongens Ø, som i dag driver afgiftning, stoffri behandling, omsorgstilbud, behandling for indsatte og meget mere.

Vi har sat os ned med souschef på Kongens Ø, Michael Rasmussen, til en snak om de sidste 25 års udvikling – både for Kongens Ø og for det danske misbrugsområde, samt hvordan, de fletter sig sammen.

Michael Rasmussen, Souschef i Kongens Ø

Succeshistorien, der hang ved

Michael Rasmussens egen historie er også sammenflettet med Kongens Øs historie. Han var den første, der gennemførte behandling på behandlingscenteret på Møn, efter et ti års heroin- og kokainmisbrug. Kort tid efter, i 1996, vendte han tilbage til centeret. Men denne gang som behandler.

“Alt var jo smuldret i mit liv før behandlingen. Så jeg tror egentligt, at det er meget normalt, at når man så finder ud af, at man kan lykkes med noget som det, så vil man også gerne hjælpe andre ud af det samme. Så på den måde fandt jeg min vej,” fortæller han.

Dengang Michael Rasmussen startede i behandling, som en af de første, var han blot en ud af tre mennesker i behandlingsforløbet. Men allerede måneden efter, var det tal tredoblet.

“På det tidspunkt, var behovet for at komme i behandling også rimeligt stort, og der fandtes ikke nær så mange behandlingstilbud, som der gør i dag,” fortæller Michael Rasmussen. “Så det gik virkelig stærkt.”

Da Michael Rasmussen vendte tilbage til Kongens Ø, var det oprindelige center på Møn for længst fyldt op, og en ny udvidelse kaldt Arresøhøj, med 100 sengepladser, var ved at blive sat op nær Arresø. Her startede hans karriere hos Kongens Ø.

Forgreninger

Hvor man i starten havde behandlet kønnene på samme lokalitet, blev det nye center gjort til et kvindecenter, og det på Møn blev til et mandecenter.

“Det var en tanke om, at prøve noget andet, og se om det kunne give et andet miljø, når nu kønnene var adskilt. Når vi i dag er gået væk fra kønsopdelingen igen, bygger det på de erfaringer, vi så gjorde os der,” siger Michael Rasmussen.

Netop tanken med at afprøve nye ting, og brede sig over nye områder går igen i Kongens Øs historie, der siden 1994 har forgrenet sig ud til i dag at omfatter krisecenter, fængselsbehandling og døgnbehandling. I dag foregår sidstnævnte bl.a. også på Kongens Øs seneste behandlingscenter Munkerup nær Gilleleje.

Fra Minnesota til yoga

Samme tendens går igen i behandlingsudviklingen.

“I starten var vi jo meget inspirerede af USA, hvor Minnesota-behandlingen udgjorde den grundlæggende ideologi på det tidspunkt,” siger Michael Rasmussen. “Da handlede det om at blive stoffri, men det har jo så udviklet sig hen ad vejen, både tilpasset en dansk kontekst, og de erfaringer, vi løbende har gjort os i forhold til, hvad der virker, og hvad der ikke virker i praksis. Og hvad forskningen viser os.”

I dag er stoffrihed ikke i højsædet på samme måde.

“Det gik jo ikke, at køre så stringent en model, for det betød, at de, der faldt igennem, de faldt fra,” siger Michael Rasmussen. “I stedet for at alle skal passe ind i én model, så kører vi i dag med en overordnet rammemodel, der så tilpasses den enkelte. Det er en helt anden måde at gøre det på.”

I stedet lægger man også vægt på andre alternativer og behandlingsformer, f.eks. i omsorgsbehandlingen, hvor man i stedet arbejder for at etablere stabilitet og give ro.

“Og så arbejder vi med forskellige former for kropslig behandling og -bevidsthed, som f.eks. yoga, såvel som mindfullness for at dæmpe stress” tilføjer Michael Rasmussen.

Nye brugergrupper, nye udfordringer

Den udvikling, Kongens Ø har gennemgået i forhold til behandlingsformer afspejler på samme vis den udvikling, der er sket i samfundet og inden for misbrugsområdet, mener Michael Rasmussen:

“Det hænger jo sammen med, at da vi startede for 25 år siden, da var den primære brugergruppe, der kom i behandling, misbrugere på heroin. I dag, er der kommet flere og flere med amfetamin-, kokain-, og hashmisbrug, som både søger og får bevilget behandling. Der er sket et skift.”

Det handler også meget om de politiske vinde, mener Michael Rasmussen. Som konsekvens af at myndigheder har haft større fokus på at få unge i behandling, er Kongens Øs målgruppe også blevet yngre. Og det kommer med en række nye udfordringer.

Sociale medier og præstationskultur

Det kræver sit som behandlingscenter, løbende at følge med i og tilpasse sig den nye udvikling.

“I dag ser vi en udvikling i nye stoffer, der designes til unge mennesker, som MDMA og GHB. Og de kan få fat i dem på helt nye måder gennem internettet og sociale medier. Tilgængeligheden er virkelig blevet øget,” siger Michael Rasmussen.

“Det føles mindre kriminelt for mange af dem, for nu skal de ikke nødvendigvis ned på et gadehjørne for at få deres stof. De kan bare åbne en app eller få det sendt med posten. Samtidig ser vi også, at unge helt ned til gymnasiealderen kommer i behandling for brug af præstationsfremmende stoffer, som for eksempel betablokkere. Og det er som om, at der hersker en forståelse af, at det tager man jo bare, for at slå til,” siger han med henvisning til den præstationskultur, unge lever under i dag.

Netop derfor er også nyere behandlingsformer som yoga og mindfulness nu i spil, for at imødekomme noget af den virkelighed, særligt den unge brugergruppe lever under i dag.

Michael Rasmussen forklarer, at udviklingen stiller løbende krav til, at de som behandlere er opdaterede på hvilke stoffer, der kommer på markedet, hvordan det påvirker brugerne og hvad vi skal kigge efter, for eksempel i forhold til symptomer, abstinensfaser, og craving mønstre.

“For en af de mest skræmmende udviklinger, jeg ser, er, at de unge ikke ved, hvad det er, i de tager i samme grad på det her nye stofmarked. Og der har vi altså set nogle rigtige uhyggelige tilfælde, når det så går galt.”

Behov for forebyggelse

Her kommer vi til en af Michael Rasmussens største kæpheste. Nemlig behovet for forebyggelse:

“Der halter vi virkelig bagud i Danmark. Det kan vi i hvert fald mærke i vores behandling. Der er ikke sket noget i mange år. Der er en meget lav basisviden om, hvad man tager, hvor det kommer fra, og hvad det gør ved dem. Der mangler altså en indsats.”

Han peger på, at der i Portugal og andre lande findes dokumenterede effektive forebyggelsesprogrammer. Særligt blandt unge.

Selvom det ikke er noget, Kongens Ø har gjort en konkret indsats for at skubbe på for politisk, og Michael Rasmussen egentligt mener, at det jo ikke burde være på deres bord, så har han gjort sig sine overvejelser:

“Jeg har jo selv personligt tænkt på, at det er noget, som vi som institution nok skal til at sætte noget mere fokus på, så vi også kan få andre til at vågne op. I stedet for, som vi jo nok har lidt tendens til, kun at koncentrere os om at slukke ilden. For jeg synes faktisk, at forebyggelse er glemt i samfundet.”

Med hjertet ind i fremtiden

Om det er politisk lobbyisme, der ligger i kortene for Kongens Ø, eller ej, så er der en ting, der er sikkert:

“I fremtiden skal vi have endnu mere fleksibilitet, og være åbne og forberedte på at tage imod endnu flere borgere fra vidt forskellige kontekster og med vidt forskellige misbrug og opfattelser af det, at være misbruger,” beretter Michael Rasmussen.

Men først og fremmest skal de koncentrere sig om det, de er bedst til. Nu på onsdag, skal udskriver de for eksempel fem unge mennesker, der har gennemført et behandlingsprogram.

“Det er jo det, det hele handler om. At se den der blomstring undervejs, fra de dårligt kan slæbe sig ind ad døren og helt har mistet troen på sig selv og på fremtiden. Til så at se dem komme ud på den anden side med fornyet tro på dem selv. Det, er jo det, der driver værket.”