KABS Gentofte søger en psykolog

Kan du lide at arbejde selvstændigt, samtidig med at du er en del af et fællesskab?

KABS Gentofte søger en rutineret, autoriseret psykolog til en 30-timers stilling.
Vi ønsker stillingen besat pr. 1. februar 2021 eller snarest derefter.

KABS Gentofte er et kommunalt behandlingstilbud for mennesker med rusmiddelproblematikker, herunder problematisk forbrug eller afhængighed af både stof, medicin og alkohol. I KABS Gentofte søger vi at skille os ud på kvalitet og faglighed, og derfor opprioriterer vi psykolog-kapaciteten. Vi søger en fagligt stærk og rutineret psykolog til både screening, terapi og faglig sparring i vores tre behandlerteams.

Vi kan tilbyde dig en arbejdsplads med 28 kollegaer – med en afdelingsleder, en souschef (også psykolog), en behandlingskoordinator, pædagoger, socialrådgivere, sygeplejersker, en sekretær, to afdelingslæger og en psykiatrisk speciallægekonsulent.

Som vores nye kollega får du mulighed for at arbejde med en bred vifte af problematikker og bringe alle dine terapi-kompetencer i spil i et stærkt fagligt miljø. Målgruppen i vores afdeling varierer fra mennesker med komplekse problemstillinger, der kræver helhedsorienteret og tværfaglig behandling, til mennesker med afhængighed som deres primære udfordring.
Vi ser hyppigt komorbiditet med stress, ADHD, depression, angst og senfølgeproblematikker ved traumer. Kontakten med borgerne kan derfor bestå af planlagte samtaler, men kan også være ad hoc- eller akutpræget, hvilket stiller krav til din tilgængelighed, omstillingsparathed og evne til at bevare ro og overblik.

Vi har brug for, at du har øje for ressourcer, udviklingsmuligheder, samt at du har erfaring med at skabe forandring blandt, udsatte og multipelt belastede klienter. Vigtigt for os er, udover dit engagement i målgruppen, at du har en rummelig tilgang til mennesker, der ofte har komplekse bagvedliggende belastninger, som kan være årsag til et afhængighedsforbrug af rusmidler og/eller alkohol.

I KABS Gentofte vil du sammen med dine to psykologkollegaer varetage den psykologfaglige behandling. Vi lægger vægt på både tværfagligt samarbejde, monofaglige vurderinger, og tilbyder vores borgere individuelt tilrettelagte behandlinger. Afdelingen har tilknyttet omkring 240 borgere. I KABS Gentofte er vores behandling organiseret i tre tværfaglige teams, hvoraf det ene er udkørende. Vores psykologer og læger, og vores psykiater fungerer på tværs af disse teams, hvor opgaverne omfatter bl.a. psykologfaglig screening samt vurdering af evt. psykologfagligt behandlingsbehov. Herudover tilbyder vi dig samtaleforløb med borgerne på basis af konkrete vurderinger, samt sparring med dine kollegaer i afdelingens teams.

Du skal kunne kommunikere klart i skrift såvel som i tale, og du skal være fortrolig med IT, da arbejdet indebærer en del skriftlig dokumentation. Desuden er det en fordel, at du behersker engelsk, da vi har flere engelsksprogede borgere.

Arbejdstiden er 30 timer ugentligt. Aflønning sker i henhold til gældende overenskomst og reglerne i Ny Løn.

Ansøgningsfrist er torsdag d. 10/12 -2020 kl. 12.00. Vi holder ansættelsessamtaler tirsdag d. 15/12-2020 på Callisensvej 34, 2900 Hellerup.

Du er velkommen til at indhente yderligere oplysninger om stillingen hos afdelingsleder Karen Ervolder tlf. 4511 7612 eller mail: karen.ervolder@glostrup.dk eller souschef Johannes Knigge tlf. 4511 7626 eller mail: Johannes.knigge@glostrup.dk

KABS anmoder om straffeattest efter gældende regler i Glostrup Kommune.

Ansøgningsfrist:

10. december 2020

Brug for hjælp? Kontakt os

KABS behandlingsafdelinger er genåbnet med fokus på minimering af COVID-19 smitterisiko. På grund af de seneste anbefalinger skal alle medarbejdere i KABS benytte værnemidler i afdelingerne. Vi opfordrer også til, at du benytter mundbind når du ankommer til afdelingen og så længe du bevæger dig rundt i afdelingen. Hvis du føler dig syg med feber, tør hoste og træthed skal du blive hjemme og kontakte din afdeling i stedet. Det gælder også hvis du samtidig har hovedpine, muskelsmerter og ondt i halsen eller mister smags- og lugtesans. Under Om KABS øverst på hjemmesiden kan du finde afdelingernes telefonnumre og mailadresser. Ring eller skriv til os, så finder vi ud af hvordan vi kan hjælpe dig bedst muligt. Vi følger corona-situationen løbende og tilpasser behandlingen, hvis det bliver nødvendigt. Følg med på www.kabs.dk eller på vores facebookside KABS Behandlingscenter.

×