Afdelingsleder – KABS Hvidovre

Afdelingsleder med solid erfaring i bagagen søges til KABS Hvidovre

Vil du være med til at sætte retningen for et stort ambulatorium for stofafhængige? KABS Hvidovre har over 20 års erfaring med behandling af opioid-afhængighed.  Nu er tiden inde til en udvikling af tilbuddet, så det bedre matcher brugere og kommuner. Det drejer sig blandt andet om håndtering af nye rusmidler og brug af nye behandlingsmetoder. Samt om øget fokus på systematik og kvalitetssikring, om vidensdeling og styrkelse af de tværfaglige teams. Endelig er der brug for et bedre tværsektorielt samarbejde og større synlighed udadtil.

Til din rådighed står 1.500 kvadratmeter lokaler tæt på Hvidovre Station samt en souschef og 30 kompetente medarbejdere. Pædagoger, socialrådgivere, sygeplejersker, læger, psykologer og sekretær. Samt – en organisation med fire søsterafdelinger, som gerne bidrager med ideer og fagligt input. Og som anskuer fantasi som et vigtigt værktøj til at tumle de vilde og vanskelige problemer i behandlingen.

Om jobbet

KABS Hvidovre er specialiseret i behandling af opioidafhængighed samt brug af andre rusmidler. Afdelingen behandler årligt over 300 brugere. Behandlerne er organiseret i tværfaglige teams, der koordinerer den medicinske og psykosociale behandling.  Behandlingssynet er brugerorienteret og hviler på principperne for skadesreduktion. Det er således helt afgørende, at behandlingsmålene er realistiske og afstemt med brugerens ønsker og formåen. Du kan med fordel læse mere om behandlingen i bilaget ”KABS Hvidovre har speciale i opioid-afhængighed”.

Som afdelingsleder i KABS Hvidovre er dine vigtigste opgaver samlet omkring drift, personale og udvikling. Flair for den forretningsmæssige side ved driften af et takstfinansieret tilbud er ganske enkelt et must. Dertil kræver jobbet en stærk faglig profil, der drives af lyst i arbejdet med socialt udsatte. Det er også nødvendigt med solid erfaring med personaleledelse. Og et skarpt blik for at skabe trivsel for medarbejdere og brugere i en travl hverdag.

Parallelt med opgaverne i afdelingen indgår du i KABS’s ledergruppe. Her er der fokus på organisationen som helhed. Og på de fælles projekter som kompetenceudvikling, strategiske analyser og produktudvikling. Samt aktiviterne i KABS VIDEN i form af projekter, publikationer, konferencer m.m. Du refererer til centerlederen i KABS.

Dine kompetencer

·         Relevant videregående uddannelse suppleret med en lederuddannelse

·         Solid erfaring med personaleledelse og brugerinddragelse

·         Godt kendskab til social- og psykiatriområdet

·         Lyst til at profilere afdelingen udadtil

·         God forståelse for talbehandling og driftsøkonomi

·         Evner til at facilitere det gode arbejdsmiljø

·         Synlighed og gode kommunikative evner

·         Flair for krøllede ideer

Det tilbyder vi

·         Masser af faglighed, erfaring og kompetence indenfor sundhedsfaglig og psykosocial behandling af socialt udsatte

·         En fælles forståelse omkring brugerrettigheder, og betydningen af at blive vel modtaget og godt behandlet

·         Mulighed for at lede medarbejdere ved at styrke deres kvalifikationer og stimulere den faglige udvikling

·         Et velfungerende lederteam med højt til loftet. Og hvor KABS’ strategi og afdelingens liv ses som tæt forbundne størrelser.

·         Stort frirum til at udvikle din personlige ledelsesstil

·         Mulighed for at profilere dig på rusmiddelområdet ved deltagelse i KABS VIDENs aktiviteter. Fx Drugtalks, Årsmagasin og den årlige Nationale Konference om Rusmidler

Stillingen er normeret til 37 timer ugl. Tiltrædelse 1. november 2022 eller efter aftale. Tjenestested er Hvidovrevej 80 D, 1., 2610 Rødovre. Ansættelse sker efter gældende overenskomst og principperne i Ny Løn.

Du kan få yderligere oplysninger om stillingen hos centerleder Rasmus Axelsson på mail rasmus.axelsson@glostrup.dk og tlf. 4511 7670 eller afdelingsleder Karen Ervolder på mail karen.ervolder@glostrup.dk og tlf. 4511 7626.

Du kan også læse mere om KABS på www.kabs.dk.

Ansøgningsfristen er mandag den 5. september 2022 kl. 10.00. Du bedes sende din ansøgning samt kopi af eksamens- og autorisationsbevis elektronisk. Ansættelsessamtaler afholdes i KABS Ledelse og administration, Bakken 3, 2600 Glostrup mandag den 12. september og 14. september 2022.

Der indhentes straffe- og børneattest efter gældende regler i Glostrup kommune.

KABS Hvidovre har speciale i opioid-afhængighed

KABS Hvidovre tilbyder højt specialiseret behandling af opioid-afhængighed. Afdelingen har 30 ansatte med både social- og sundhedsfaglig baggrund. Sammen står de for den medicinske og psykosociale behandling af ca. 300 brugere. De fleste brugere får konventionel substitutions-behandling med metadon eller buprenorphin. En mindre gruppe får læge-ordineret heroin. De deltager også i den sociale behandling på stedet.

Til opioiderne føjer sig en række andre udbredte rusmidler. Hyppigst cannabis, alkohol, benzodiazepiner og kokain. Hertil kommer hyppigt komplekse sociale og helbredsmæssige problemer. Ganske mange har somatiske og psykiske sygdomme. Og summen af sociale problemer er stor. Men brugerne i KABS Hvidovre er også aktive og har skjulte ressourcer.  Mange kommer dagligt for at indgå i det sociale liv i cafeen.

Afdelingen har en skades-reducerende tilgang til behandling. Det betyder, at tilbuddet skal tage afsæt i den enkelte brugers ønsker og formåen. Målene skal altid være realistiske. Og behandlingen skal være helhedsorienteret og hvile på anerkendte metoder som fx motiverende samtaler og kognitiv terapi. Behandlerne er opdelt i tværfaglige teams, som består af pædagoger, socialrådgivere, sygeplejersker, psykolog og læge. Teamet udarbejder behandlingsplaner, som matcher de øvrige rehabiliterende indsatser, som kommunen står for.

Den sociale og lægelige behandling er integreret og understøtter hinanden. Det sker gennem en række individuelle og gruppe-baserede tilbud. Behandlingen udformes i tæt samarbejde med brugeren og kommunen. De sociale tilbud består af terapi, tematiserede samtaler, socialrådgivning, gruppebehandling og forebyggelse af tilbagefald. De sundhedsfaglige tilbud består af abstinens- og substitutionsbehandling, Dertil kommer diagnostik og behandling af psykiatriske og somatiske sygdomme. Samt forebyggelse gennem sundhedssamtaler, screening, vaccination og tilbud om gratis prævention samt rene sprøjter og kanyler.

KABS Hvidovre har et engageret hold af fagligt stærke medarbejdere. De er dedikeret omkring at hjælpe målgruppen og gøre en forskel for den enkelte. Der er masser af ideer og energi omkring behandlingen. Samt drive og kreativitet til at udvikle og forbedre afdelingens indsatser.

Driften er fuldt takstfinansieret. Hvidovre afdeling er derfor fundamentalt afhængig af et godt samarbejde med kommunerne. Konkurrencen med andre tilbud stiller samtidig krav om at være en synlig og attraktiv udbyder af behandling. Heroinklinikken er finansieret af en statslig bevilling og har et særskilt budget. I hverdagen fremstår heroinklinikken og afdelingens øvrige behandling som et samlet tilbud til brugerne.

Afdelingen ledes af en afdelingsleder og en souschef. De sekunderes af en række medarbejdere med særlige funktioner: Klinisk overlæge, behandlingskoordinator og klinisk sygeplejerske. Afdelingslederen indgår i KABS’s ledergruppe sammen med centerlederen og den ledende overlæge, de øvrige tre afdelingsledere fra KABS Gentofte, City/Stjernevang og KASA samt funktionslederen fra KABS Ledelse og administration. Souschefen er i afdelingslederens fravær stedfortræder ved ledergruppens faste møder, men indgår fast i ledergruppens strategiske lederseminarer og workshops.

Brug for hjælp? Kontakt os